| Tekst: | Det er ved at være 11 mdr. siden Steffan forlod os. Jeg skrev dengang og spurgte, om vi måtte synge "Er der nogen i himlen?" til hans bisættelse...det måtte vi......Vi gjorde det..... ikke særligt smukt, men meget velment. Det var gråvejr om formiddagen, men pludselig kom solen frem og varmede os alle (sendte han os mon et tegn?). Heldigvis, for der stod mange udenfor,..der var simpelthen ikke plads inde i kapellet...Hans søster har siden hørt Jer til "Open Air" i Varde og i Assens...hun har ham nær sig, når hun hører jer synge den....den er på en måde blevet hendes forbindelse til ham....Vi savner vores dreng utrolig meget, og jeg går nogen gange rundt herhjemme og synger jeres sang i vilden sky samtidig med, at jeg også tuder en flod, men hvor det dog hjælper....tusind tak for Jeres (måske ubevidste - men store) hjælp til alle os, som nyder godt af Jeres smukke måde at udtrykke Jeres forståelse for vores svære følelser.
Det er godt at have nogen som jer til at sige det, vi ikke selv forstår at få sagt. |
