| Tekst: | Hej Susanne.
Tak for dit indlæg.
Hvor er livet dog ubarmhjertigt. Det gør mig virkelig ondt at høre historien om din datters veninde. Dét om drillerierne, fordi man er anderledes og forsvarsløs gør mig flintrende rasende. Jeg prøver at lære mine børn, at de ikke må have alle disse former for fordomme og berøringsangst, men helt aflive dem (fordommene altså) kan man nok ikke.
"Er der nogen i himlen" er der efterhånden mange der bruger, når de sørger over et tab. Den er åbenbart god til at dulme sorgen og få sat nogle andre ord og billeder på, end man ellers ville gøre.
Jeg har fået en gave, nemlig at få lov at synge dén sang. Jeg er heldig, at jeg med denne sang kommer med ind i folks inderste følelser (bare rolig, jeg sladrer ikke ;-)). Der er også mange, der selv synger den, enten til begravelser eller andre situatoiner, ligesom I gør.
Ang. Philippa, så kan du være sikker på, at hun forbliver på sin mindeside. Jeg plejer at sige, at det var hende, der startede festen i DmD. Derfor er hun altid med os, specielt når vi spiller "Himlen".
Hils din datter og sig, at det var et fint menneskeligt træk, at hun legede med sin veninde fordi de havde det skægt sammen, - på trods af venindens handicap og drillerierne fra de andre.
Nu blev mit indlæg også lidt langt...
Jeg håber I får mulighed for at komme til en koncert i løbet af sommeren, så I kan høre "Himlen" live.
Mange hilsner
Rie Rasmussen |
