| Tekst: | Kære Klaus K – og DmD
Måske bedre sent end aldrig; tusind tak for det gode svar på min undren over nåleknas på ”Gør vi det godt nok?”. Det er en fantastisk historie, og det er dejligt, at den slags mysterier kan finde vej i en verden af digital teknologi. Jeg burde selvfølgelig have set mig bedre for og indset, at spørgsmålet allerede var besvaret tidligere på Jeres diskussionsside og ikke besværet med en gentagelse. Beklager!
Nu er teknologien sikkert en anden i dag, men havde det været for 15 år siden, hvor jeg sad og vendte plader på en lokalradio, havde jeg gættet på det nok var en lidt for ihærdig og udisciplineret kompressor, som spiller med musklerne et sted, hvor den egentlig ikke har så meget at gøre – et sted med stor dynamik. Men som sagt skal jeg ikke gøre mig klog på det her i 2006.
Når jeg lytter til ”Hvor var vi bare kloge” undrer jeg mig også. Ikke over knas eller teknik, men over teksten og historien. Jeg synes, at den er helt fantastisk. Blandt andet er det jo særdeles interessant hvor han egentlig bliver af ham hr. Smith som hopper ud i bølgerne fra færgen. Jeg synes, at det er et meget smukt billede på sangens tema – ungdommens naivitet, tro, håb, ideer, idealer og engagement, som kan forsvinde som hr. Smith i bølgerne, og aldrig dukke op igen andet end i erindringen, på samme måde som hr. Smith huskes – ”ham som altid var reserve”.
Det er sjældent man hører noget forsvinde i sangtekster. For nogle år siden forsvandt generaldirektøren for Scandlines A/S Ole Rendbæk. Hans bil fandt man på Øresundsbroen. Jeg ved faktisk ikke, om han hoppede fra broen eller om han blev samlet op af en anden bil og kørte videre. I et Danmark, hvor broerne erstatter færgelinierne, er handlingen bestemt ikke uden symbolik, når den foretages af en færge-direktør. Uanset hvad der skete, forsvandt han jo på en bro, som har gjort en af hans færgeruter arbejdsløs. Men der er jo passagerer som springer fra færger. Der har lige været en lang tråd om emnet på det svenske diskussionsforum ”Landgången”, hvor færgeentusiaster og færgebesætninger drøfter de besynderligste emner. Blandt andet stilles spørgsmålet om hvorfor de der hopper tager skoene af først. For det gør de tilsyneladende ret konsekvent. Nogen af dem bliver samlet op igen, andre svømmer i land (på et af de smalle steder i Oslofjorden), og der er nogen, som man aldrig finder igen, skriver de på Landgången. Ligesom ham i Jeres sang – han bliver jo heller ikke fundet. Måske han dukker op igen – det må jeg holde øje med. Det er ikke nødvendigvis flugten fra livet. Det kan være flugten fra det liv, man lever. Selvmord er den nærliggende tanke, når skoene står ved rælingen. Men måske han i virkeligheden sidder i en stor villa på en ø i Caribien og nyder udsigten over den slags bølger, som gav ham et nyt liv?
”Vi ved bare, at vi gjorde det så godt som vi ku’” – eller gjorde vi det mod bedre vidende? En universel sandhed, for såvel individ som for samfund. Ligesom ernæringstrekanten, som hang i klasselokalet den gang jeg gik i skole, med kød i toppen og brød i bunden. Nu hænger den på hovedet. Vi er blevet klogere. Ikke bare hver især men kollektivt. Det er også derfor, at dem som er i gang nu gør det bedre end vi gjorde, dengang vi var unge. Det er smukt, som I beskriver det. Så enkelt og alligevel fuldstændigt præcist. Vi starter nok alle med at se, at Jorden er flad, og så længe vi ser det, er vi glade. Med erkendelsen kommer smerten. Det gør ondt at vide mere.
Det er en fantastisk stemning I skaber i sangen! Selv om jeg egentlig ikke vil være ved det, er ungdommen noget jeg nu kan se tilbage på. Og det er jo præcis sådan som I skriver det: Ungdom er ikke en alder i livet. Det er bevidsthed, måde at tænke på, forventninger til fremtiden. Sjovt nok bliver man ikke det man stræber efter, men det man kæmper for ikke at blive. Den gang jeg var ung havde jeg forsvoret, at jeg kom til at sidde her, hvor jeg sidder i dag.
Tak for endnu en god sang - og en god tekst med stof til eftertanke!
Alle de bedste hilsener fra Thomas |
