| Afsender: | Klaus K. | | Email: | kk@dansermeddrenge.dk | | Emne: | Godt spørgsmål, Hans ... | | Tekst: |
Hans - du er jo en klog mand, kan jeg mærke. Men forstår du også dette:
Den første gang, jeg så en kopieret CD med DmD løb det mig koldt ned af ryggen. Jeg var lammet - jeg overdriver ikke, når jeg siger, jeg følte jeg var kommet i helvede. Ikke på grund af noget økonomisk, overhovedet ikke (jeg kunne alligevel ikke overskue de senere økonomiske konsekvenser ved piratkopiering) - men fordi jeg følte min ære gået alt, alt for nær. Den person, der havde kopieret CD'en var gået over en grænse i mit hjerte. Det kunne jeg ikke klare. Jeg var i dårligt humør, hver gang jeg tænkte på den episode i lang tid efter - og er det for så vidt stadig.
Jeg ved, du sikkert synes, det lyder mærkeligt - men selv om vi jo sælger CD'erne - masseproducerer dem, som du skriver - så synes vi altså stadig i høj grad det er vores CD'er. Du må tænke på, at når vi har lavet en CD, har vi gået rundt i årevis og forberedt akkorder, melodilinier, tonearter, tempoer, hvordan skal bassen gå, trommer, lyde & guitarsoli, texter, arrangementer - for slet ikke at tale om titler, fotos, cover, covernotes - ja, det hele.
Det er en mega-proces at lave et album - det er i lange perioder hele vores liv. Og samtidig slider vi jo vores familier & venner ned - ikke bare fordi vi har hele vores bevidsthed nede i at lave album, men også fordi vores texter jo ofte tager udgangspunkt i det samme liv ...
At se sit album kopieret på 10 minutter ned på en CD-R med håndskreven text og et grimt printet cover - det er for den, der har lavet albummet en hån. Det er lige til at græde over.
At lave et album er fuldstændig modsat at spille en koncert - ved koncerten er du færdig efter 90 minutter, når sidste nmummer er spillet - og det er så det. Et album bliver 50% færdigt efter et år, nemlig når det er færdigproduceret og bliver udgivet - herefter skal det høres, og fordøjes af publikum - og os selv. Langsomt herefter slipper du det. Er det et nogenlunde album, går der måske yderligere et år - er det et godt album, tager det mange år.
I min verden har der aldrig været forskel på, om vi udgav LP'er eller CD'er - jo, måske gjorde vi endnu mere ud af CD'erne, fordi nu var lydkvaliteten tiptop. Begge dele kan kopieres, men en CD kan også klones = sættes på samme format. Og præcis dér går min grænse - og jeg er vist for gammel til at få rykket på den ...
Jeg fik sammen med alle vores kolleger, der har udgivet CD'er før, et mindre chock, da det gik op for os, at Folketinget i 2001 ville lovliggøre CD > CD kopiering. Jeg ved, at alle mine kolleger, der har lavet albums før, føler ligesådan: Denne lov er en lovliggørelse af en forbrydelse imod os. Måske lyder det patetisk - men jeg kan mærke i mit hjerte, at denne lov er forkert. Og den følelse går ikke væk. Vi er det, man i det juridiske sprog kalder "en svegen part". Et offer ... det er hæsligt at være.
I den forbindelse er det jo latterligt at tale om økonomi - og det er derfor også latterligt at politikerne har givet os et lille økonomisk plaster (som iøvrigt ikke gives til dem, der rammes hårdest af kopiering - men også til alle mulige andre, der aldrig har udgivet noget).
Det er klart, at vi også er blevet ramt på økonomien - fordi hele vores løn for den periode vi laver en CD, er bundet op på salget af CD'en. Men det er en detalje i forhold til det andet - lovliggørelsen af "tyveriet" af vores hjerteblod. Dette er den virkelige forbrydelse - og det tror jeg i sidste ende, samfundet vil finde ud af, når der er gået nogen år: Hér lavede man en fejl.
For vi tør ikke at gå så dybt ind i at lave et album mere. Måske de unge kan - dem, der aldrig har prøvet før. Det kan jo være noget med forventninger. Jeg ved det ikke ...
Som sagt - jeg ved det lyder underligt. Og så har jeg ikke engang svaret på dit spørgsmål. Men kan du forstå hvad jeg mener?
Klaus K. |
|
