Tekst: | Hej Hans -
Det er jo sådan set ligegyldigt, hvad jeg synes. Folk tager jo kopierede CD'er med til fester hver weekend, uanset at det er forbudt - og uanset hvad jeg synes.
Sagen er, at vi og mange af vores kolleger ikke kan leve af at der cirkuleres kopier i det omfang, det sker nu - og vi er endda heldige, fordi vi har kunnet klare os med vores koncerter. Andre musikere er ikke så heldige ...
Som jeg har skrevet snart mange gange, så synes jeg, at kopieringen har taget overhånd. Der er gået sport i at kopiere - man ser det jo overalt. Folk har fuldstændig glemt giv-og-tag princippet og tænker ikke længere på, at der er musikere bagved, som har lavet musikken, som kun får penge for den, når CD'erne sælges.
I stedet mener mange folk, at de gør andre en tjeneste ved at forære kopierede CD'er til dem. De forærer med andre ord vores mulighed for at overleve væk - og soler sig selv i de gode giveres lys.
Jeg vil naturligvis tilgive alle de unge, som ikke rigtig forstår den større sammenhæng - økonomisk og psykologisk - og jeg vil sådan set også tilgive alle dem på min egen alder, der godt ved hvad de gør - hvis de altså snart holder op. Er det virkelig nødvendigt at kopiere alt det musik? Hvad med lidt stilhed til en afveksling?
For kopieringen (gratis-psykosen) er ved at udvikle sig til en epidemisk sygdom i vores samfund, som vil devaluere musikkens værdi til ingenting. Det ender med at vi skal have penge for ikke at spille ... ;-) |