Tekst: | Kære Peter.
Det er rart at høre at jeg diskuterer med én der er mindst lige så velfunderet i sit fag som jeg er i mit.
Jeg har 2 kommentarer.
1: Sagen om Jon med Linux-DVD-afspilleren vil jeg gerne drage en parallel til. Lad mig med det samme slå fast at jeg personligt ikke kan få øje på at det skal være et problem at linux-brugere kan se en DVD-film på deres computer. Jeg kunne aldrig drømme om at se en film på en PC. Det er blasfemi at se 500 menneskers hårde arbejde på en så latterlig skærm. Lad mig her tilføje at jeg ikke ejer et fjernsyn og ikke kan se tv. (betaler derfor kun radio licens) Jeg har en biograf bestykket med bl.a. projektion baseret på DLP-teknologi - hvilket er fundamentet i bl.a. alle Cinemaxx biografer i Tyskland. Jeg kan ikke lave den samme oplevelse som i en rigtig biograf. Men jeg har gjort hvad der er mig teknisk og økonomisk muligt for at nærme mig det - materialet jeg ser/hører kræver det af mig.
At andre mennesker gerne vil se film på en computer skærm står dem frit for. Og jeg er enig med dig i at Jon ikke bør dømmes - idet hans software´s hensigt jo ikke er at skade nogen. Jeg synes din analogi med kniven fra isenkræmmeren er rigtig god - du har fuldstændig ret i at en isenkræmmer ikke sælger knive fordi de er gode til at slå folk ihjel med.
Sharman Networks´ og Kazaa´s hensigt er heller ikke at skade nogen - som udgangspunkt - i hvertfald ikke officielt.
Men forestil dig en retssag hvor software skribenten af Kazaa bliver spurgt om det er muligt at overføre materiale beskyttet af loven om ophavsret? Til det er han nød til at svare ja. Forestil dig efterfølgende at Sharman networks bliver spurgt om det er korrekt at der findes over 500.000.000 stykker data der er beskyttet af loven om ophavsret der er tilgængelig via det software Sharman Networks tilbyder? Hvis de er bare 1% ærlige er de nød til at svare ja. Og endelig: Kan man med rimelighed sige at Kazaa´s nuværende primære anvendelse IKKE er den som det er tiltænkt - navnlig at brugere af Kazaa kan dele deres egne kreationer - altså data som de selv har ophavsretten til? Enhver med bare et minimum af fornuft vil svare:
Ja.
Med andre ord: Sharman kan pålægges at sørge for at det software de har kun kan bruges til kopiering af filer som andre ikke har retten til. Hvor ender vi så? Vi ender der hvor Napster var - der jo som bekendt døde - fordi så er Kazaa slet ikke relevant for Hr. og Fru Danmark - nu kan de jo ikke mere downloade Danser Med Drenge´s nye CD.
Du må jo give mig ret i at en fabrik der bygger atombomber har noget svært ved at påvise at de ikke laver noget der har til hensigt at slå folk ihjel - dermed har man som fabrikant et menneskeligt og samfundsmæssigt ansvar. Sagen er den samme i Sharmans´ tilfælde - og alle de andre p2p tjenester.
Det jeg brækker mig allermest over er at Sharman networks tjener forholdsvis gode penge på at deres service er så populær. Den ENESTE grund til at den er populær er fordi at alt det nye musik kan hentes gratis. Med andre ord tjener Sharman altså penge på andre menneskers arbejde. Med dette in´ mente har jeg noget svært ved at finde plads til din frustration over at du ikke kan spille din nye plade på det medie du vil.
Lad mig spørge igen: Går du på arbejde for at en anden skal ha´ DIN løn Peter?
Det du vil ha ændret i loven er vand på Kazaa´s mølle. Og enhver der hælder vand på Kazaa´s mølle får med mig og resten af musikbranchen at bestille - for Kazaa´s succes er - uanset om de vil indrømme det eller ej - baseret på fildeling af populær musik, film, software osv.
2: Meridian systemet fremhævede jeg som et eksempel på at det kan lade sig gøre at lave et sikkert system. Du har ret i at folk og fæ næppe alle suser ud og køber Meridian (Specielt prisen på minimum 200.000,- for et system skal nok holde de fleste væk)
Egentlig har jeg ikke noget imod at folk hører musik på deres computer. Jeg har noget imod folk der IKKE respektere andre mennesker og deres arbejde. Der bliver jeg sur. Og det er det der er sagens kerne. At det rent teknisk kan blive en udfordring at kryptere musik så det bliver tilstrækkelig besværligt at kopiere - det er et kapitel for sig. De nuværende forsøg på at besværliggøre kopiering er tilsyneladende ikke de bedste tiltag. Herregud der kommer nok bedre systemer - indtil da må nogle mennesker leve uden at kunne spille musikken i deres DVD eller på deres PC. Hvis de er utilfredse er de velkomne til at gå ned og få deres penge tilbage.
Til syvende og sidst kan jeg slet ikke se problemet: Hvis folk ikke vil betale for musikken - så sluk. Brug pengene på alu-fælge til bilen, eller nye joggingsko. Men jeg kan se et problem i dem der køber fælge og sko - og så hører stjålet musik i bilen og på joggeturen. Det brækker jeg mig over.
Med venlig hilsen
Hans-Henning Schmidt |