| Tekst: | Jeg er helt enig med Peters indlæg.
Jeg synes det er vigtigt at musikerne også selv er klar til at gøre noget, for at vi kan koimme videre - det nytter ikke at blive hængende i de sammme traditioner, og forlange at verden omkring en ikke forandrer sig.
I et andet af Klaus' udmærkede forumer her på siden, læste jeg nedenstående, som jeg giver Klaus helt ret i:
ja, det er mærkeligt så tæt forbundne de to fænomener er: Fødsel og død. Det princip gennemsyrer hele vores liv. Undskyld, hvis jeg lige syrer lidt ud, men dit indlæg får mig til at tænke på, at det undertiden virker som om intet nyt kan fødes, før noget andet dør ... hvis man tænker på det på den måde: At du kunne ikke få nyt liv (dit barn) før et gammelt liv skulle dø (din morfar) - så bliver døden ikke så ubærlig. Så bliver den et livsvilkår, som vi alle kan forholde os til på en naturlig måde - nemlig på samme måde som når vi siger farvel i andre henseender. Og når vi så er blevet rigtig gode til at sige farvel (at tage døden som en naturlig ting) - så bliver vi måske også bedre til at sige goddag til det nye ...? Være klar til at tage forandringer i vores liv, som de nu kommer, uden altid at længes efter, at alt skal være som det altid har været til evig tid. Man kan da håbe på det.
http://dansermeddrenge.dk/forum/seBesked.asp?beskedID=912&forumID=26
Med venlig hilsen,
Erik Lange |
