Tekst: | Dag efter dag må man læse om patetiske pladeselskabsbosser og forkælede musikere der klager over det faldende pladesalg i og den forbindelse skyder skylden på os forbrugere og vores lette adgang til internettet og billige brændere. Lad os få nogle ting på plads! Aldrig har der været så mange udgivelser med nye danske bands, aldrig har de små uafhængige pladeselskaber haft så kronede dage. Aldrig har så mange danske bands haft succes i det store udland - helt uden en krone fra de pengestærke danske pladefolk. Aldrig har musikere haft så let adgang til billigt digitalt optageudstyr - så alle musikere kan have et semiprof. studie i soveværelset - og aldrig er så mange fremragende plader lavet i små hjemmestudier bagerst i soveværelset. - Vi lever digitalt, musikerne nyder godt af det og os forbrugere nyder godt af det. Og hvem vil som forbruger give kr. 160,- for en blank skive lagt i en jewelcase med et stykke uinteressant papircover, når man kan hente musikken på nettet gratis og brænde det på en skive til kr. 4,-?? Jeg køber en cd når der er kælet for produktet. har man kræset om coveret? har man sprunget rammerne for coverets format.? har man leget med mediet? er der integeret musik og billeder - bruger man dvdformatet? Har man været kreativ med formatet, giver jeg gerne mere end kr. 160,- Se bare på Kim Larsen, han er hamrende mainstream, men har fattet hvad der gør at man køber hans plade og ikke bare kopierer dem. Man får både en fremragende plade og en fremragende dvd. Musikere og pladebosser må stoppe tuderiet og tænke anderledes. Man skal have LYST til at give SÅ mange penge som en plade koster nu om stunder. Markedet har ændret sig og musikbranchen er nødt til at ændre sig også. Derfor må udbudet rette sig efter efterspørgslen fordi det er jo bevist at det ikke er omvendt. Og i grundet virker det enormt arrogant, at dansk musikliv forventer at forbrugerne indretter sig efter deres behov. - Og sidder man som musiker og er signet af et af de store pladeselskaber - så fyr dem da. De bruger alle deres penge på at promote uddateret musik i TV2. lav i stedet en skrabet hjemmeproduktion, få en lækker hjemmeside med nogle fine lydbidder, sælg pladen internettet, fyr skiverne ud i butikkerne og kom ud og spil. Er musikken god og original, får man sgu også succes. MVH Claus (iøvrigt en ivrig hobbymusiker) |