Tekst: | Det mest rimelige må naturligvis være, at pladeselskaberne tjener det samme på musik der sælges over nettet og musik der sælges i forretninger. På den måde tjener pladeselskabet det samme ligegyldigt om de vælger en netforretning eller en rigtig forretning til at forhandle deres musik. Det må være det der ligger i begrebet "lige vilkår".
Dermed vil musik over nettet blive billigere, da der ikke er ret store udgifter til bygninger, betjening, lager, trykning af CD'er, m.v. Det hele foregår stort set automatisk, det eneste der egentlig kræves er en computer og en internetforbindelse, samt naturligvis aftaler med pladeselskaberne og KODA om at forhandle deres musikken.
Jeg vil tro at en dygtig programmør eller to kunne stable en musikforretning på benene i løbet af nogle måneder, og det med meget små udgifter til etablering. F.eks. er MyMusic.dk stablet på benene af en enkelt programmør, og det styres primært af kun to mennesker. I hvert fald så vidt jeg kan læse på deres hjemmeside. I princippet ville de - gennem deres hjemmeside - kunne forsyne hele danmark med online musik. Det er også meget nemmere end at skulle til at bevæge sig uden for sin hoveddør for at købe en CD.
Jeg kan godt se det er svære odds jeres branche er oppe imod. Personligt tror jeg at 95% af alle pladeforretninger vil lukke i løbet af de næste 10 år. Og at pladeselskaberne vælger at forringe deres (og jeres) produkt med kopibeskyttelser gør det jo ikke ligefrem nemmere.
Et andet stort problem er at onlineforretningerne kan placere sig uden for EU, så behøver de ikke engang betale moms!! Det tror jeg vil blive et stort problem. Hvordan vil toldvæsnet mon opkræve moms på downloadet musik???
I er i øvrigt ikke de eneste der får problemer. Videoudlejere får også et kæmpe problem når teknologien bliver moden til video on demand. EDB branchen (hardware) har også alvorlige problemer med konkurrence fra onlinebutikkerne - den er knivskarp, især på grund af prisdatabasen edbpriser.dk . Boghandlere får også et problem, bøger er også meget nemmere at købe over nettet. Og når teknologien bliver moden til digitale bøger, så bliver det helt håbløst for dem.
Internettet vil komme til at betyde døden for en masse fysiske butikker. For os forbrugere er der ingen alarm - vi får nemmere og billigere adgang til en lang række produkter. Vi går godt nok glip af den personlige betjening hvis vi vælger onlinebutikken.
Til gengæld får vi en masse andre ting. Hvis jeg køber engelsksproget litteratur gør jeg det altid over nettet. Her kan jeg typisk læse en 10-20 andre læseres anmeldelse af en bog inden jeg køber den. Jeg kan også se indholdsfortegnelsen, hvis det er faglitteratur. Amazon.co.uk kan endda give en gode forslag til litteratur baseret på ens hidtidige køb - de er endda ret gode til det.
---
Mit råd til dig, Ole, er at forlade den synkende skude i tide. Hvis du opdager, at forretningen ikke giver nok overskud til at det kan betale sig, så find en anden branche. Det kommer kun til at gå en vej for de fysiske pladeforretninger, og det er nedad.
mvh. Anders |