| Tekst: |
Hej Jesper - dine indlæg er konstruktive. Tak for dem. Men undertiden bliver det bare lidt for nemt, ikke? Det er nemt at downloade. Herregud - hvad betyder det? Det er nemt at lyve overfor sig selv - at bilde sig selv ind, at det man gør er OK. Det skader jo ingen. "Jeg ville jo alligevel aldrig have købt den CD".
Sådan forstætter man så derudaf - måske i mange år. Men snyder sig hver dag til noget, man ikke har ret til - og vænner sig til det. Herregud - det skader jo ingen. Og det bliver endnu nemmere, når hele ens vennekreds også gør det. Jamen - så bliver det jo nærmest tilladt.
Til sidst bliver musik noget, man kan få gratis. Som den eneste vare i verden, kan forbrugeren selv vælge, om han vil betale for den eller ej. Til den tid vil musik ikke mere blive produceret - musik vil som Stevie Wonder siger "være lige så lidt værd som affaldet i gaderne".
Men musik koster jo stadig penge at producere. Så hvem er det, der "lukker øjnene og gemmer sig bag utopisk idealisme," som du skriver. Er det musikbranchen - eller er det (det downloadende) publikum?
Min holdning: Det er det downloadende publikum. I er ude på en moralsk glidebane. I må forsøge at komme tilbage til virkeligheden. Tilbage til udgangspunktet - dér hvor det gik galt. Det gik galt lige nøjagtig dér, hvor du skriver om prisen på spil: "Indtil prisen pludselig ramte 300kr+. Der stod jeg af og begyndte at skaffe dem ad anden vej."
Dét er, som man siger i filmbranchen: Point of no return. Dér begyndte glidebanen. Den føles måske bare ikke som en gldebane, fordi mange er ude på den. Men tro mig: Det er en glidebane - og den vil ende et sted, hvor det kommer til at gøre av.
Når man er lige så gammel som jeg (48), så ved man, at alt det man giver her i livet får man igen - og alt det man tager, kommer man til at betale for.
Al den smerte, som det tidligere CD-købende - nu ikke-købende -men-i-stedet-downloadende-publikum udsætter musikbranchen for - det kommer de til at betale tilbage på den ene eller den anden måde. Sådan er verden nemlig. Jeg vil derfor igen henvise dig til den enkle livsvisdom: At lære at undvære det, man elsker indtil man er klar til at betale prisen for det. De mennesker, der mestrer dette er store mennesker ...
Men dette forhindrer selvfølgelig ikke musikbranchen i at tænke nyt: Nye formater, nye metoder - "a new deal", som du skriver - for at hjælpe gratis-publikummet tilbage til udgangspunktet igen.
Der er jo ingen, der tvinger dem til at høre musik, vel?
Klaus K. |
