 |
 |
|
| Afsendt: | 28-03-2006 20:23:42 |
| Afsender: | Charlotte |
| Email: | chavi@get2net.dk |
| Emne: | Hmmm.... |
| Tekst: | Kære Gabis, jeg har med større og større undren fulgt debatten og hæfter mig ved, at du bliver stødt over, vi andre reagerer, som vi gør... Du skriver, at du er ked af, at vi hele tiden har travlt med at fortælle dig, hvordan du skal opfatte interviewet med Rie... - Så er det bare jeg tænker, er det ikke også det, du prøver at gøre overfor os? Altså fortæller os, hvordan Ries ord skal opfattes??? - Det var i hvert fald det, jeg reagerede på i første omgang ;-) Og Rie har jo allerede svaret dig: Hun skriver "at Philippa i DmD (og hos mig) mere end nogen andre steder, er respekteret og mindet med stor respekt". - Vi behøver jo bare at kigge på de efterfølgende albums og ikke mindst sangen "Er der nogen i himlen?" - Større respekt kan man egentlig ikke vise??? Nu er jeg så henne, hvor jeg ikke lade være med at tænke på, om du måske ikke selv har et problem med at respektere Rie??? - Vi ved allesammen, hvor svært, det er at miste en, man elsker, og når det sker så tidligt, som tilfældet var med Philippa, er det om muligt endnu sværere. Og udover sorgen, bliver man nødt til samtidig at forholde sig til og bearbejde den enorme følelse af uretfærdighed, man rammes af!!! - At det er noget af det sværeste i denne verden, ved jeg desværre alt for godt, da jeg har følt det på egen krop! Man kommer sig aldrig rigtigt over tabet, men for at kunne holde ud at leve, og igen være i stand til at se de positive sider af livet, bliver man nødt til at lære at leve med det - på godt og på ondt. Og som Klaus K. så rigtigt skriver: "Lad os komme videre med vores næste store opgave: Resten af vores liv". For det er jo netop det, det handler om; Vi skal videre med og leve vores eget liv, ikke mindst fordi det er den bedste måde at ære og respektere dem, vi elsker og savner... Mange hilsner Charlotte |