FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:27-11-2002 02:37:33
Afsender:Klaus K.
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Internettet - det altædende uhyre ...
Tekst:
Hej Peter - jeg har i disse dage gået og tænkt en del over mange af disse diskussioner. Hvad betyder de? Hvad er det egentlig, der foregår? Hvad vil der ske? Og hvad skal jeg selv gøre i fremtiden? Sagen er, at jeg aldrig før har været ude for en periode i mit liv, hvor det var så vanskeligt for mig at udføre mit erhverv som nu - dette er sket efter at internettet er blevet udbredt.

Smatidig har jeg meget svært ved at kommunikere - gøre mig forståelig.

Det er jo paradoksalt - internettet skulle jo netop lette livet (ikke mindst kommunikationen) for menneskerne - og måske endda gøre vores verden bedre. Har det så gjort verden bedre? Måske på nogen få, små områder - men efterhånden ser jeg også noget andet: The dark side of the net. Jeg ser Internettet som et kæmpe uhyre (ikke ulig uhyrerne fra Ringenes Herre), som æder de værdier, som mennesker bygger op - sådan at de til sidst ingenting er værd.

Det foregår på flere måder: I vores egen (musikernes) situation er det jo nemt at se: Vores værker forbruges gratis - og købes dermed ikke. Værdien af mine sange (som skulle have været min kapitalpension) formindskes dag for dag. Hver gang en af mine sange deles af folk, der ikke har betalt for dem - så forringes værdien af dem, indtil de er delt ud til alle, der kunne have interesse i at give penge for at høre dem. Så vil værdien af dem være 0. At dele noget = at dividere dets værdi. (Vi glemmer lige et øjeblik, at det faktisk er mine sange, folk så rundhåndet deler med hinanden. Spørgsmålet er, om de ville dele lige så gavmildt, hvis det var deres egne ...)

Ingen bekymrer sig om, at omsætningen i vores branche styrtdykker - "det har de fede pladefolk godt af," siger man. Men - problemet er meget større. Det gælder hele verden: Værdier ædes op - og vi har kun set starten på det. Internettet stjæler og forringer værdien af alt kreativt arbejde indtil det er 0 kroner værd - det er ikke kun musik- og filmbrancherne. Det er alt kreativt digitalt indhold. Problemet fremover bliver: Hvem vil være kreative, hvis de skal betale for det? Indenfor kunsten? Hvem skal fremover inspirere folk til at yde en indsats? Til at nyde livet? Til at kysse sine børn? Til at tænke selvstændigt? Eller til at rejse sig, dér hvor man blev fældet? Det skal de kreative jo ... men hvordan skal de få tid til det, hvis de skal arbejde i IT-branchen samtidig?

For andre - ikke-kreative - mennesker, der bruger megen tid på internettet, foregår forringelsen på den måde, at de bruger en masse tid på - ingenting. Mails, surfing, porno, musik, debatter og diskussioner. Jeg vil holde på, at den dag man kan måle dette, vil man finde ud af, at langt hovedparten af den tid, folk bruger på internettet nu - er negativ tid, som forringer værdien af samfundets goder. Den tid kunne de i stedet have brugt på noget fornuftigt - så som fx. at lave noget produktivt på deres arbejde, der kunne skabe vækst og dermed glæde andre - eller de kunne have glædet deres familie & venner med deres selskab - til positiv udvikling af deres liv.

Internettet så besnærende ud, da det kom - alle kunne få alle oplysninger om alting. Gratis. Ha-ha! Nu kunne magthaverne ikke mere snyde folket - det var en revolution. Jeg synes - oftere og oftere - at det er en revolution med meget store omkostninger. En af den kommende tid største omkostninger, bliver det konkrete svar fra økonomien i samfundet. Et nyt uhyre vil vokse frem: Deflation.

Kontante penge vil blive mere og mere værd for hver dag der går, mens de ting mennesker skaber samtidig vil blive mindre og mindre værd. Det bliver uhyggeligt, synes jeg. Det vil ikke længere kunne betale sig for nogen at skabe noget ... ingen vil investere i noget som helst i forventning om succes & vækst.

Sikke et samfund. Jeg vil næsten hellere bo i Nordkorea.

Det er derfor, det efter min opfattelse er ekstremt vigtigt, at alle kreative folk og deres samarbejdspartnere i verden får mulighed for at beskytte deres værker - nemlig for at stoppe forringelsen af værkernes værdi som samfundsgode.

Din ret til at hjemmekopiere en kopisikret CD er også principielt vigtig - MEN: Målt op imod hensynet til værdien af samfundets kreative værker, og muligheden for at verden overhovedet kan få nye værker i fremtiden ... dér er jeg overbevist om, at verdens politikere alligevel vil være så kloge, at de vil bedømme din ret til at være mindre væsentlig.

Du ved, dette ikke er personlig ment - jeg siger blot det samme som I ofte har sagt: Der står større ting på spil ...

Klaus K.