FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:23-12-2002 02:16:07
Afsender:Jacob Laursen
Email:jlaursen@hotmail.com
Emne:Tankeeksperiment: Reducér pris og forøg salg
Tekst:Hermed et lille tankeeksperiment og nogle generelle bemærkninger vedr. kopiering, udsprunget af dette regnestykke:

En ny CD koster 150 kroner i butikken -
Heraf tager staten 30 kroner i moms - tilbage: 120 kr.
Butikken tager 35 kroner - tilbage: 85 kr.
Komponisterne & textforfatterne får 10 kroner - tilbage: 75 kr.
Kunstnerne får 20 kroner - tilbage: 55 kr.
Presningen af CD'en koster 8 kroner - tilbage: 47 kr.
Distributør / lager får 5% af 85 kr = 4 kr - tilbage: 43 kr.

Lad os prøve at ændre lidt på tallene:

En ny CD koster 100 kroner i butikken -
Heraf tager staten 20 kroner i moms - tilbage: 80 kr.
Butikken tager 17,5 kroner - tilbage: 62,5 kr.
Komponisterne & textforfatterne får 7,5 kroner - tilbage: 55 kr.
Kunstnerne får 15 kroner - tilbage: 40 kr.
Presningen af CD'en koster 8 kroner - tilbage: 32 kr.
Distributør / lager får 5% af 62,5 kr = 3,125 kr - tilbage: 28,875 kr.

505.000 / 28,875 = 17.489 eksemplarer før break-even for pladeselskabet. Komponister/tekstforfatter/kunstnere har tjent det samme efter 1/3 ekstra salg.

Spørgsmålet er så bare: Hvor stort et mersalg vil en sådan prisnedsættelse resultere i? Er der nogen der tør tage chancen og finde ud af det?

Personligt ville jeg igen begynde at udvide min musiksamling, hvis prisen for et album kom ned på under 100 kroner. Hvor mange har det mon på samme måde? De sidste par år har jeg overhovedet ikke købt musik, så for pladebranchen vil det jo medføre en gigantisk vækst i salget, hvis folk som mig gik fra ingenting at købe til at købe blot 3-5 cd'er om året (vel og mærke under antagelse af at der er mange folk som mig).

Her vil jeg lige indskyde at det jo ikke er ulovligt at kopiere cd'er til eget brug i Danmark, så den der med at det svarer til at stjæle holder ikke længere, hvis den nogensinde har gjort det. Der er forskel på at stjæle
et fysisk produkt og at kopiere intellektuel ejendom (ulovligt eller ej). Hvis jeg ingen cd'er køber, gør det jo hverken fra eller til for pladebranchen hvor mange cd'er jeg kopierer. Faktisk er det jo sådan at bl.a. kunstnere via KODA får penge pga. afgifterne på tomme medier, så moralsk er der heller ikke noget forkert i at kopiere musik - selvom det, indrømmet, virker fuldstændig omvendt at det fungerer på denne måde (afgifterne er uretfærdige og det er uretfærdigt at man må kopiere - på en eller anden obskur måde er det så vist tanken at det går lige op). Faktisk ville pladebranchen jo stjæle fra mig, hvis jeg overhovedet ikke kopierede musik, idet jeg så stadig ville være tvunget til at betale afgift, når jeg brænder private cd'er som intet har med musik at gøre.

Hvis vi ser bort fra lov og moral, så ser jeg det som et uomtvisteligt fact at cd-salget kan stige voldsomt, hvis prisen falder betragteligt. Men tag ikke fejl: Det er ikke et lille fald på 10,- som gør forskellen. Kurven er ikke lineær... Når jeg begynder at købe cd'er igen, så er det for at slippe med besværet med at kopiere, for at få et originalt cover og for at støtte musikerne.

Til sidst vil jeg nævne at jeg ikke kunne drømme om at købe en kopibeskyttet "cd", uanset prisen. Enhver ved jo, specielt pladeselskaberne og kunstnerne, at det ikke er den fysiske skive man betaler størstedelen af sine penge for,
men at det er dét der ligger på den. Og så er det da kun rimeligt at man kan (og må) afspille musikken hvor man vil, fx på sin computer, og at man kan tage backup samt lave sine egne mix-cd'er til bilen!

Blot mine 2 cent...