FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:01-05-2003 04:00:17
Afsender:Klaus K.
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Kære Jesper ...
Tekst:
Tak for dit indlæg - jeg har tænkt meget over det, og jeg vil gerne sige følgende til dig:

1. Vi er glade for at du har købt Popsamling, tak for det - og tak for din support. Håber du vil nyde den mange år fremover ... :-)

2. Mennesker er dygtige. De kan vænne sig til mange ting, og: De kan bilde sig mange ting ind. Det er fx. nemt at bilde sig ind, at de ulovlige aktiviteter, man foretager sig ikke "gør noget". Det er fx. nemt for dig at bilde dig ind, at den kendsgerning at du nedtager mp3-kopier fra forskellige af vores kolleger, ikke betyder noget negativt for deres pladesalg - "for du ville jo ikke have købt deres CD alligevel".

Sagen er: Du ved det ikke - ingen ved det. Vi ved kun, at folk downloader flere og flere mp3-filer - og at pladesalget falder samtidig. Er der mon en sammenhæng? Mange forsøger (som du) at hævde, at det er der ikke. Vi hævder det modsatte.

3. Musikken tilhører os (og vores kolleger) - ikke publikum. Vi har retten til at bestemme hvad der skal ske med musikken: Hvilke numre skal på CD'erne, hvordan skal de lyde, hvordan skal de sælges, hvordan skal coveret se ud osv. - og: Hvilke numre vil vi give som smagsprøver. Vi har fx. lagt 1 minuts smagsprøve ud af de fleste af sangene på vores albums - og vi har valgt at lægge et helt nummer fra vores sidste CD ud som mp3 til gratis download. Vi har netop ikke besluttet at lægge al vores musik ud til fri brug. For hvordan skulle vi så kunne sælge den?

4. Det er vanvittig hårdt for en kunstner at se på, at hans musik cirkulerer rundt på nettet udenfor hans kontrol, mens hans CD'er ikke sælger nok til at dække udgifterne til den. Musik, som han har brugt måneder og år på at udtænke, komponere, skrive texter til, planlægge, indspille, producere, kæle for - og i nogen tilfælde (bl.a. vores) også finansiere selv ... musik, som han har lagt hele sit liv & hjerteblod i, og trukket hårde veksler på sin familie for at få lavet (børnene kan dårligt genkende far, når han kommer hjem fra studiet ;-)) - og så sælger CD'erne ikke ... ! Man er tæt på at blive sindssyg - især når man samtidig konstaterer, at folk faktisk er glade for musikken og for at have den liggende - gratis - på deres PC'er. Jeg ved, at alle de kunstnere, du har liggende på din PC, vil føle ligesom jeg - undtaget herfra er de få kunstnere, der er mega-hits - og de mange kunstnere, der aldrig har solgt CD'er i større antal før.

5. Det er svært for mig at give dig hele denne smøre, fordi jeg formoder, det vil give dig dårlig samvittighed - men det er ikke mit ærinde. Mit ærinde er at frigøre dig fra en (ulovlig) uvane, som du vil få det bedre med at være foruden: Vælg *.mp3 - Ctrl-a - delete. Og mærk hvilken lettelse det er at bringe sin samvittighed i orden. Du vil hermed være godt på vej til at lære at undvære det, du elsker til du er klar til at betale prisen for det. En stor ting for et menneske at kunne ... på alle planer.

Med al respekt - Klaus K.