FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:14-01-2003 14:07:56
Afsender:Peter Mogensen
Email:apm-at-mutex-dot-dk@nospam.no
Emne:Jeg skal prøve...
Tekst:
Der er mange uheldige måder Infosoc i sig selv kan påvirke bl.a. Open Source på, men lad mig starte med sige at det her er en glidebane henimod noget endnu værre.

Som jeg tidligere har beskrevet, så er det ikke teknisk muligt at lave en kopisikring i et åbent digitalt system som f.eks. en PC. Det ved medieindustrien godt. De ved også at love som Infosoc og DMCA ikke løser deres problem. Det kan de bl.a. se i USA.
Faktisk så er det sandsynligt at disse loven endda vil forværre pirat-kopieringen, men det er jeg i tvivl om om de har erkendt.
Men resultatet er at medieindustrien er på vej med endnu strengere love, som vil forsøge at gøre det umulige. - at forhindre enhver form for kopiering. Det kan man kun gøre ved at afskaffe PC'en som vi kender den og holde alt indhold inde i lukkede proprietære systemer. Det ved mediebranchen også godt. Derfor foreslår de (Hollywood/Disney mv.) med Senator Hollings i spidsen at man indfører en lov (kaldet CBDTPA), der kræver brugen af "trusted computing" i alt hard- og software. "Trusted computing" betyder effektivt at man forbyder folk selv at programmere deres computer.

Jeg håber, at du kan se at dette direkte vil kvæle Open Source. "Free Software Foundation" (den der have lavet GPL-licensen som bl.a. Linux distribueres under) har udtalt:

"We regard "trusted computing" and all the various forms of
protected-boot, closed hardware, whether adopted by industry consensus,
or by legislative mandate, as in Sen. Hollings's legislation presently called
"CBDTPA," as an _absolute threat_ to the existence of free software."

Sagt kort: Man opnår ikke det man vil med Infosoc-direktivet før man forbyder folk at programmere deres egen computer. Derfor er dette en glidebane hen imod noget, det direkte truer eksistensen af Open Source software.

-----------

Nå... tilbage til selve Infosoc direktivet.

Allerede nu er der alvorlige følger for Open Source. Det er muligt at du ikke er enige i dem alle p.g.a. din holdning til konkurrence-forhold, men her er nogle eksempler.

* Det er af afgørende vigtighed for Open Source udviklere, at de kan dokumentere deres arbejde for hinanden. I modsætning til udviklings-afdelinger i firmaer er dette i sagens natur nød til at foregå offentligt. Ellers ryger meget af ideen med Open Source.
Problemet er at selv hvis man vil forsøge at lave et produkt helt i tråd med indholds-producentens ønsker, så risikerer man at afsløre noget de betragter som hemmeligheder. Dette skyldes at der ikke er noget sikkerheds-teknologisk i "kopisikringer", men at de alle i et eller andet omfange baserer sig på "security through obscurity".
Selv hvis man bare laver alm. sikkerheds-teknologi for f.eks. en Web-server, så risikerer man at et sagsanlæg fra nogen, der mener at man giver folk teknologi, der tillader dem at omgå "teknologiske foranstaltninger".
Der har allerede været flere retssager i USA hvor man har forsøgt at give forskere og Open Source udviklere mundkurv på.
Dette er alvorligt hæmmende for Open Source udvikling.

* Infosoc vil betyde at man skal spørge producenten om lov før man kan udvikle en afspiller. Ellers vil ens forsøg på at gøre det kunne betragtes som at stille værktøjer til rådighed til omgåelse. Dette er ikke bare noget man får lov til. Ellers kunne alle jo får "hemmeligheden". F.eks. er CSS-licensen sat så højt at intet Open Source projekt eller privat-person har mulighed for at betale det. Hvis man ser bort fra "DeCSS", så har ingen i de sidste 4-5 år haft mulighed for at udvikle en DVD-afspiller til f.eks. Linux. - Og dem, der har haft muligheden for det har ikke været interesseret. Der har været enkelte tiltag, men fakta er at der idag ikke er en officiel DVD-afspiller til Linux på markedet.
Du vil jo nok mene at dette skyldes udbud og efterspørgsel o.s.v.... korrekt. Men normalt er det muligt for Open Source udviklere at lave noget selv. F.eks. er der lavet et ganske glimrende alternativ til Adobe Photoshop (kaldet GIMP). Selve Linux-operativsystemet er også lavet (from the ground up) til erstatning for UNIX (den oprindelige hensigt). Hvis ellers folk gad arbejde hårdt og længe har intet marked været lukket for Open Source.
Med Infosoc/DMCA bliver det imidlertid sådan at Open Source kan holdes ude fra ethvert marked hvis der potentielt kan cirkulere ophavsretsbeskyttet materiale.
F.eks. så har det altid været muligt at lave programmer, der kunne forsøge at læse Word-dokumenter, selvom Word-formatet er så lukket og proprietært som det kan blive. (reglerne om reverse-engineering). Dette har mange kommercielle (WordPerfect f.eks) og Open Source projekter gjort.
Men nu er det jo ikke utænkeligt at Microsoft i den næste version af Word-formatet indbygger muligheden for at forfattere kan anvende en "teknisk foranstaltning" til at "beskytte" deres værker og udgive dem i Word-format.
Pludselig vil det være forbudt for StarOffice o.s.v. at forsøge at lave et import-filter, der kan håndtere disse dokumenter.
Microsoft har altså fået et "mini-patent" på dokumentformatet. - men et meget effektivt patent. De kan effektivt holde folk ude fra tekst-behandlingsmakedet da deres program er det eneste, der kan håndtere Word-formatet. - En taktik de altid har brugt, men nu har de opbakning i loven.

Det samme kan ske på alle andre markeder hvor der potentiel er ophavsretsbeskyttet materiale. - også på film/musik-markedet.
Dette ønsker kulturministeren faktisk ikke. Han har ihærdigt prøvet at fortolke loven således at DeCSS ikke er ulovligt. Jeg er da glad for han har den hensigt, men hans tolkning af loven er helt hen i vejret. Læser man lovteksten er DeCSS eksplicit ulovligt.

Resultatet er at Open Source vil blive hold ude fra de fleste markeder af betydning for den almindelige bruger. I værste konsekvens også fra WWW, da der potentielt kan være ret meget ophavsretsbeskyttet materiale der.
Så skal man være en utrolig politisk tænkende forbruger, hvis man stadig vælger Open Source, hvis det kun kan bruges til email og tetris.

Konkurrence-forholdene på software-markedet vil være totalt fordrejede.

Jeg håber den forklaring hjalp. Jeg forventer ikke at du er enig i den jvf. dine holdninger til konkurrence-loven, men det er ordene.