FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:15-01-2003 22:29:36
Afsender:Erik Lange
Email:erik@digitalforbruger-dk
Emne:Til Klaus: Om IDFR og IFPI
Tekst:Kære Klaus,

Jeg synes det virker som om, du ind imellem stadig tro, at vi bare er imod alt hvad der har med pladeselskaber at gøre.

Det er jeg meget ked af :-(

Jeg vil derfor her citere mit referat af mit møde med Michal Ritto/EMI/IFPI - ref:
http://www.digitalforbruger.dk/Members/erla/1036326511138719124/view

-oOo-

Torsdag d. 31/10 deltog IDFR i et møde arrangeret af Foreningen for Dansk InternetHandel. Vært for mødet var EMI Music Danmark.

Indledningsvis fortalte Peter Schønning fra kulturministeriet om baggrunden for ophavsret, fra romertidens stentavler over Gutenberg til dagens digitale udgivelser. Historisk set er behovet for ophavsret først opstået, da det blev muligt at kopiere - dvs. da Gutenberg opfandt trykpressen. Idag er vi nået til en ny milepæl i ophavsretshistorien, da digital kopiering gør det uendeligt meget nemmere at kopiere, end alle tidligere kendte metoder. Derfor vil man nu med tekniske spærringer forsøge at gøre det umuligt at lave digitale kopier. (Note: Peter Schønning kom ikke ind på hvem det er der ønsker at umuliggøre kopiering, og han berørte ikke emnet "lovlige kopier", der vil ophøre med at være en praktisk mulighed, hvis det lykkes at lave tekniske spærringer som gør det umuligt at kopiere).

Herefter fortalte Michael Ritto - adm. dir EMI Music Danmark og formand for IFPI Danmark - om pladebranchens problemer med faldende omsætning de senere år. Michael Ritto forklarede at EMI opfatter de kopi-sikringer de forsyner deres udgivelser med, som "speed-bumps", hvis vigtigste funktion er at få folk til at tænke over hvad de gør, hvis de kopierer. EMI vil fortsat tillade folk at lave analoge kopier til privatbrug, f.eks. til brug i en transportabel MP3-afspiller. EMI ønsker ikke at gøre det umuligt at kopiere, men de ønsker at det skal være ulovligt til andet end privatbrug. (Note: IDFR og EMI er enige på disse punkter).

Det største problem for pladebranchen herhjemme er, ifølge MIchael Ritto, at kernekunderne (teenagere) simpelthen ikke forstår begrebet ophavsret. EMI har lavet en del undersøgelser med bl.a. fokusgrupper, for at finde ud af hvordan teenagere opfatter ophavsret. Her har det vist sig at stort set alle kan forstå at man ikke må stjæle en pakke tyggegummi i kiosken, mens stort set ingen kan forstå at de ikke må kopiere hinandens CD'ere. (Note: EMI's problem er her, at det fakisk ikke er ulovligt at kopiere vennernes CD'ere med den nuværende lovgivning! IDFR mener at loven på dette område bør laves om, så den er mere logisk og kan forstås af teenagere, samt at den indrettes så den beskytter kunsnere imod uretmæssig kopiering af deres værker - hvad den ikke i tilstrækkelig grad gør idag).

Næste punkt på programmet var indlæg fra IDFR ved Erik Lange. Slides til præsentationen kan ses her.

I løbet af præsentationen blev det mere og mere klart for de tilstedeværende, at IDFR ikke er en forening der kæmper for teenageres ret til at "pirat-kopiere", men at vi mener det er forkert at forsøge at gøre kopiering umulig, da dette vil få uoverskuelige konsekvenser for vort demokrati og muligheder for at udveksle information. IDFR er fuld af forståelse for pladebranchens problemer, og glæder sig over at den danske del af pladebranchen, repræsenteret ved Michael Ritto, ønsker at opfylde forbrugernes behov, uden at fratage disse deres eksisterende rettigheder til at udveksle information.

Efter parternes indlæg var der fri debat, hvor bl.a. Jens Gaardbo - Nyhedschef på TV2 Danmark - stillede gode og kritiske spørgsmål til behovet for de dramatiske ændringer i ophavsretsloven vi står overfor; "Jeg har hørt at da man indførte automobilet i danmark, var der folk der forlangte en lov der sagde, at der foran ethvert kørende automobil løb en person og svingede med et hvidt flag for at advare om at her kom der noget nyt og farligt. Risikerer vi ikke at lave nogle love nu, der vil vise sig at være aldeles tåbelige i fremtiden, simpelthen fordi vi ikke ved hvad vi har med at gøre i praksis endnu ?".

Martin von Haller Grønbæk - advokat, FDIH - stillede spørgsmålet, om ikke man også burde undersøge de negative virkninger for samfundet, ved indførelse af disse love, fremfor ensidigt at fokusere på en branche der har problemer og som vil få gavn af disse love. Hvad vil det betyde for den almindelige borger og samfundet som helhed, hvis det bliver umuligt at kopiere digitalt?

Alt i alt var det en meget givtig aften, der sluttede med at IDFR og EMI enedes om at prøve i fællesskab, at finde frem til mulige løsningsforslag til begge parters tilfredshed.

-oOo-

Desværre har vi ikke rigtig haft nogen dialog med Onkel Ritto siden - jeg er ellers sikker på at det ville ha' været gunstigt for begge parter, hvis vi havde snakket sammen direkte, fremfor at forsøge at opnå hvert vores resultat via lobby-arbejde på borgen. I den disciplin er der ingen tvivl om hvem der vil "vinde" - men det drejer sig jo ikke om at finde een vinder, vel ?

IDFR blev startet som en ad hoc arbejdsgruppe i efteråret, og vi har siden ønsket at danne en egentlig demokratisk forening, der kan føre vores arbejde for fornuftige forhold for alle i informationssamfundet videre.

Vi har nu lagt et forslag til "programerklæring" for en sådan forening ud til debat på vores debatliste.

Vi vil meget, meget gerne ha' rettighedsahevere med i vores forening, da vi fornemmer at ikke alle kunstnere føler at deres interesser repræsenteres tilfredsstillende af de nuværende brancheorganisationer.

Jeg vil derfor opfordre dig og andre musikere på listen her, til at deltage i debatten om hvordan en sådan forening kan/bør se ud, og håber meget at I vil se den som også jeres mulighed, for at komme til orde i samfundsdebatten.

F.eks. skal jeg på fredag interviewes til DR's nye forbrugerprogram "Kontant", og vil her slå kraftigt på tromme for, at man snarest bør revidere loven igen, og ved den lejlighed se at få lukket de helt urimelige huller mht. "biblioteks- og venne-tricket", som vi kalder det i IDFR.

Vores debatoplæg kan læses her:
http://www.digitalforbruger.dk/Members/erla/1042590065411280797

Tilmelding til vores debatliste kan ske her:
http://www.digitalforbruger.dk/maillists

Med venlige hilsener og håbet om en fælles frugtbar digital fremtid,
Erik Lange

www.digitalforbruger.dk