FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:17-02-2004 20:04:58
Afsender:Eskild Torbensen
Email:eskild_torbensen@yahoo.dk
Emne:Hvad den er for både brugere og pladeindustri
Tekst:På den måde forstået at alle gerne vil have mest muligt ud af deres anstrengelser - køberen af sin løn, og musikeren af sit arbejde i studiet.

"Ja - men nu taler du om noget andet: For det første er det her komponisten / textforfatteren. Han arbejder jo ikke i et studie, men ved sit instrument (eller med en pen) - for det andet er det en sjælelig smerte, du beskriver - den som kendes fra de fleste sange i verden. Det er jo ikke hans tarme der skriger, Eskild - det er hans sjæl ;-)"

Godt, men dette madbudget kan, som jeg skrev til din kammersjuk længere oppe i tråden vel ikke være så truende for det samlede indspilningsbudget.

Og hvis - følgende siger jeg IKKE at du har sagt - det er nødvendigt med kaviar og friskfanget laks hver dag for at musikeren kan komme i det rette humør, så må musikeren også selv tage konsekvensen hvis det høje breakeven der heraf opstår ikke bagefter nåes. :)

"Det synes jeg nu ikke - men det er iøvrigt hamrende irriterende at skulle blive belært om det, man kender allerbedst til i verden - af nogen, der ikke kender til det. Kan du slet ikke forestille dig det?"

Jeg har ikke på noget tidspunkt i den tid tid jeg har læst og skrevet her på forummet set dig bare nærme dig kundeskribenternes synspunkter en anelse. I bund og grund kunne du egentlig ligesågodt bare lave en FAQ, for ligesåvel som du ved en masse om musikproduktion, ved kunderne også en masse om at være kunder. Jeg har set at der er blevet skrevet sjove ting indimellem om hvad der foregår i musikbranchen, så selvfølgelig er der ting som slet ikke holder vand.
På den anden side er det vel ikke underligt at folk ikke ser dig som den autoritet du så gerne vil være, for i masser af tilfælde ser vi også at du taler om ting du ikke ved noget om, feks. konklusionen om at onlinesalg ikke fungerer på baggrund af at en bekendt af dig ikke kan sælge skiver fra sin egen hjemmeside!
Eller at du ikke forstår vigtigheden af feks. ikke at tvinge folk til at downloade windows media player blot man vil søge på en artist på tdc´s hjemmeside. Når man bruger millioner på at udvikle lyden af en dør der smækker i en bil, så må du også kunne forstå at sådanne ting faktisk er ret vigtige for at skabe en succes, for ikke at tale om udvalget. Prøv du at gå ind og søge på Jørgen Olsen og Torben Lendager, med hvem jeg købte to skiver af Ole. Dem finder du garanteret ikke på TDC.
Hvis nu du havde sagt "Dem der kopierer er stadig nogen svin, men jeg kan godt forstå at I ikke gider TDC´s portal", se så havde du vundet meget mere tillid.
Og mht. at det er så hamrende irriterende når vi nysgerrige sjæle kommer med nogen inputs der svinger fra gode idéer til så skæve som tårnet i pisa, hvorfor har du så et forum?

"Vi melder ud, at vi er kede af, at folk downloader i stedet for at købe - og så får vi skudt i skoene, at vi kan bare gøre det billigere. Men det kan det ikke - det ville da være skønt, hvis det kunne - så havde vi da en chance"

Det giver mening nok, hvis jeg må have lov at korrigere dig, at du er ked af folk downloader ULOVLIGT istedet for at købe, men hvis du vil at vi skal tro på at det IKKE kan gøres billigere, så må du jo også diske op med nogle tørre tal og noget helt konkret.
Det meste af tiden bliver istedet brugt på farverige sammenligninger eller uddeling af næser, og så mister du folks respekt.
Jeg tror du har hårdt har brug for en spindoktor :)

"Jeg har mange ting at fortælle dig og mange andre herinde - ting, som nogen måske endda kunne have glæde af."

Godt, kan du så ikke starte med at fortælle hvilke softsynths du bruger? Dette er ikke et debatørspørgsmål, men ganske udenfor tråden, henover en kold bajer i Nyhavn :)

"For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det jo publikum, der bestemmer. Og hvis publikum ikke vil købe, så må vi dreje nøglen om ... "

Ja, men så lyt til hvad de siger - ikke dine egne fortolkninger af tingene, men helt konkret hvad du kan læse her på stedet. Så vil du være langt bedre rustet til at kunne lade nøglen sidde i låsen - endda uden at nogen vil forsøge at trænge ind i dit hjem :)

"Jeg synes ikke det ser ud til det lige nu - og jeg bliver fuldstændig rædselsslagen, når jeg hører fra to venner, at de har været til en stor 40-års fødselsdag - (hos nogen folk, der har penge nok) - hvor værten har taget sin blærbare PC under armen med 4.000 downloadede musikstykker - for nu skulle der rigtigt festes igennem ...

Jeg tænkte: Hvordan skal vi nogensinde vænne folk til at betale for musik igen? Hvordan hamler man op imod sådan en ... grådighed?"

Det er sådan et flot propaganda-eksempel.
Folk har alle dage taget musik med til fester, hvadenten den var kopieret eller købt. Det kan selvfølgelig også være slemt nok at erkende, men således skulle det ikke kunne gøre dig, du erfarne mand, så rædselsslagen :) Og grådighed, tjoh, men forbrugernes forslugenhed har branchen jo sådan set selv villet - måske ikke Danser Med Drenge - men dem med rigtigt tunge lommer. Og så tror jeg iøvrigt ikke de nåede at få hørt alle 4000 sange - det var vel nærmere et spørgsmål om at ingen skulle kunne komme og sige at der ikke var noget for enhver smag.